Sider

onsdag den 15. juli 2020

Se mig


Af: Sanne Søndergaard
Forlag: Gyldendal

Bogen er hørt som lydbog. Til billedet et bogen lånt på Slagelse bibliotek.

Zira og Alberte har altid være bedste veninder - altså før alting gik i stykker. Før Youtube. Egentligt startede de med at lave make-up-tutorials sammen, men det var ligesom ikke nok for Alberte. Hun havde ikke brug for Ziras negative attitude. Og Zira orkede ikke Albertes overfladiske pis. Så det måtte jo ske. Nu er Alberte nomineret til Guldtuben, mens Zira er usynlig.

På gymnaiset taler alle om Alberte. Men de taler også om Zira. Om hvor nederen hun er. De griner ad hende. Ziras indre stemmer håner hende også. For at være dum, uduelig og tyk. Selv hendes far siger, hun skal holde igen med slikket. Alberte skinner derimod. Laver den ene perfekte youtube-video efter den anden, med dybe budskaber om kærlighed, kropsaccept og selvværd. Men hvordan skiller man sig selv og sin youtube-persona ad? Er det altid den samme?

Se mig er en roman om at finde ud af, hvem man er. Om selvhad, racisme, familiekonstellationer, sociale medier - og hvordan alting kan se ud som et, og være noget helt andet. Den rammer lige ned i det, der er stort i dag. Om det, der fylder hos de unge.

Sanne Søndergaard skriver som altid med et godt blik for sproget - og hun lægger ikke fingre i mellem. Vrede, had og selv orgasmer beskrives tydeligt, men uden det bliver for meget. Hun taler ikke ned til sin læser, men formår at skrive med en omsorg for sine karakterer.

Karaktererne er troværdige - især hvis man kender en lille smule til ungdommes brug af sociale medier og influencere/youtubere. Det er en troværdig fortælling, selvom den er ret vild. For det er den. Der sker virkelig meget i romanen, men ikke for meget til min smag. DEt hele følges af en rød tråd og rundes af, uden at ende for åbent - men heller ikke for sukkersødt.

Jeg håber, ikke kun de unge, men også deres voksne vil læse denne bog. Faktisk håber jeg tit, voksne læser med i YA-genren, for der er meget at lære om den unge generation, om det der rør sig, er på spil, gør ondt og det, der er behov for, man taler med de unge om.

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg har mest fulgt med hos enkelte youtubere. Mest fordi Luna har fulgt en del med, og jeg ligesom... bor her også. Det er meget sjovt at se med, men det er ikke noget, jeg går op i. Måske jeg er lig et par år for gammel?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar