Sider

søndag den 7. juni 2020

Kvantespring


Af: Lise Villadsen
Forlag: Gyldendal

Jeg har hørt bogen som lydbog.

Astrid går i 1.g. En tid alle tilskynder en at nyde. Man skal finde sig selv, møde nye mennesker; voksenlivet begynder så småt. Men hvordan kan hun nyde tiden, når hendes storesøster kæmper med at komme gennem 3.G og ikke ende med at skulle op i fuldt pensum? Cecilie lider af angst. Virkelig slem angst. Astrid er heldigvis god til at hjælpe hende gennem nogle af de svære øjeblikke, men det fjerner ikke angsten som problem. Og det helt umuligt at få alting til at gå op, når man også har sit eget liv.

Astrid kæmper med at være en god søster, en god datter, en god veninde - og at være sig selv. En umulig opgave, der ikke bliver nemmere, da hun møder en fyr på gymnasiet. Cecilie falder mere og mere fra hinanden, og Astrid kan ikke længere finde ud af, hvordan hun skal hjælpe uden selv at gå i stykker. Og når ikke en gang ens forældre kan blive enige om, hvad der er bedst, hvor kan hun så?

Kvantespring er en fremragende ungdomsroman. Det er en fortælling om, hvordan man selv går i stykker, hvis man hele tiden skal være noget for en anden. Men også en fortælling om, hvordan man ikke kan lade være at være noget, for den man elsker. Det er en spot on fortælling om at være pårørende til en, der lider af svær angst. Lise Villadsen rammer ikke bare hovedet på sømmet - hun slår det helt i.

Karaktererne i romamen er alle virkelig velskrevet og der er gået præcis så meget i dybden, at jeg forstår dem alle. Også når de af og til ikke kan forstå, hvorfor Astrid gør, som hun gør. Jeg kan mærke Cecilies angst, Astrids afmagt, faderens uforståenhed og moderens (lidt for store) håb. Der er så mange facetter i denne bog, og forfatteren har styr på dem alle.

Derudover beskriver Lise Villadsen angsten helt eminent. Jeg møder mange af angstens ansigter på mit arbejde. Fra den lettere ængstelige tilstand til den dybe (psykotiske) angst for at dø. I denne fortælling er angsten så velbeskrevet, at man må tænke, forfatteren selv kender til angsten. Personligt eller som pårørende.

Der er mange som Cecilie ude i verden. Jeg kender personligt en ganske godt. Og vores samfundet er ikke indrettet til dem. Os. Jeg har selv kæmpet med angst, men er ikke længere ramt i en grad dybere end at jeg hader at tale i telefon med fremmede, og ikke kan lide at spørge ansatte om noget i butikker. Men dem der er, er ikke regnet ind i vores samfund. Vi skal være hurtigere, bedre. Vi skal videre, handle, gøre ting. Vi må ikke tage en pause, sætte noget på stand by, forlænge vores uddannelse, uden det koster i sidste ende. Samtidig får flere og flere unge konstateret angst, depression og stress. I romanen kæmper Cecilie for ikke at skulle op i fuld pensum, hvilket kun gør angsten sværere, for der er ikke andre muligheder for hende. Mød op, eller risikér alt.

Og så er der Astrid. Kære, søde, modige Astrid, der så gerne vil gøre noget for Cecilie, at hun ikke ser, hvordan hun selv falder fra hinanden. Nok kan man elske andre, uden at elske sig selv, men man kan ikke være der for andre, hvis man ikke selv har et sted at være. Sig selv. Og den del rammer Lise også lige ned i. Hvordan Astrid må gå på kompromis med hele sit liv, for at Cecilie skal overleve. Og hvordan det naturligvis ikke kan blive ved. For på et tidspunkt kan man ikke mere, og den erkendelse er sjældent smuk, når den kommer til udtryk.

Denne bog bør bruges i undervisningen af unge. Den bør læses af de unge. Og af deres forældre. For hvor ER egentligt forældrene i denne fortælling? Det må du læse dig til.

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg var ganske eksamensangst som yngre. Jeg ræd mig igennem en førstehjælpsprøve, selvom den absolut ingen betydning havde for mit fremtidige liv. Og jeg græd mig igennem min sidste eksamen, inden jeg fik studenterhue på. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar