Ellebæt - Jagten på feernes skat

Af: Kat Lassen
Illustreret af Rikke Lindskov Loft
Forlag: Calibat

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.

Emma og Rasmus er på ferie hos deres farmor. Og hun kan sådan nogle gode historier om pigen Ellebæt og feen Tit. Især Emma er betaget af historierne, som farmor heldigvis gerne vil fortælle.

"Farmor, vil du fortælle mere om Ellebæt i morgen," spurgte Emma stille, da de alle tre lå under dynen i den store seng. Man kunne kun svagt høre tordenvejret nu. Det var på vej væk, men det regnede stadig og dråberne var tunge og trommede kraftigt på taget. "Selvfølgelig" svarede farmor. Emma vendte sig som på siden. Lige inden hun faldt i søvn, nåede hun at tænke, at hun var næsten sikker på, at farmor havde talt med én eller anden nede i stuen, og at hun havde nævnt noget med en gammel skrubtudse." (citat side 22)

Historien farmor fortæller, handler om hvordan Ellebæt hjælper feen Tit med at finde en vigtig skat, som trolden Grumpe har stjålet. Emma hader, når farmor holder pauser i fortællingen. Men der er også noget andet, der fylder hos Emma. Farmor virker til at holde noget hemmeligt for hende. Og der sker sære ting omkring farmors hus.

Lad mig starte med at sige, at dette er en rigtig fin børnebog. En eventyrlig fortælling med handling både i den virkelig verden og i det eventyr, farmoderen fortæller undervejs. To historier der bliver blandet sammen. Ud fra bogens handling forventer jeg næsten, der kommer flere fortællinger om Ellebæt. Og om farmoderens hemmelighed, som Emma næsten har opdaget. Illustrationerne er simple, men flotte at kigge på og følger fint fortællingen.

Da jeg havde læst bogen, overvejede jeg, om jeg egentligt hellere havde ønsket, at det var én historie. At hele bogen havde handlet om Ellebæts eventyr, og at Farmors fortællingen ikke var en del af det. Der var noget, der generede mig. Men det var ikke det. For faktisk synes jeg, det er rigtig finurligt, at der er to forskellige historier, der ender med at smelte sammen.

Det, der generede mig, var Emma og Rasmus forhold. Faktisk Rasmus-karakteren i det hele taget. Søskendeforhold er en genkendelig ting for børn, og det er rigtig godt at have med i børnebøger. Den der irriterende lillebror, der altid vil være den bedste til alting og som tager tid fra den vigtige historie farmor fortæller. Meget hverdagsagtigt for børn. Men i denne fortælling føjer jeg, Rasmus er overflødig fyldt stof. Han bidrager ikke med noget til fortællingen, hvis du spørger mig. Derudover irriterede det mig irrationelt meget, at han taler så dårligt af en karakter på 4 år. Det er der helt sikkert børn der gør. Og jeg ved ikke, om han er med, for at børn, der ikke taler så godt, skal kunne spejle sig, eller føle, de ikke er alene om det. Men i og med det ikke nævnes, at det ikke har betydning for fortællingen og den røde tråd, så var det for mig et irriterende og overflødigt moment.

Hvis nu man tog hele "Rasmus-delen" og lavede en anden fortælling om den irriterende lillebror. Eller en fortælling om, hvordan det er at være 4 år. Altså tog det helt ude af denne bog. Så havde det virket meget bedre for mig. For generelt skriver forfatteren godt. Fortællingen glider derudaf, den er ligetil, og selvom der ikke er store twists og vilde scener, så virker det alligevel. Det er en lige-til-fortælling på den gode måde.

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Jeg har aldrig været alene på ferier hos min farmor (og farfar) da jeg var lille. De boede nemlig i Grønland helt ind til jeg fyldte 10. Til gengæld har jeg været i Grønland!