Gamerklassen 1 - Løb eller dø

Af: Helle Perrier
Forlag: Calibat

Bogen er en gave fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Martin og Jamal bruger meget tid på at spille Zombieræs. Et spil, hvor hundrede spillere kæmper mod hinanden, samtidig med de forsøger at undgå de sultne zombier. De er ikke vildt gode, men en dag sker det, at de møder Kongen. Han er den bedste. Indtil de alligevel får sneget sig ind på ham og skudt ham. Dagen efter er de pludselig inviteret til en kæmpe gamerkonkurrence. Men er de gode nok til det?

"Oppe på værelset ligger en taske med logoet på hver af sengene. Jamal og Martin flår indholdet ud. Det er T-shirts, hættetrøjer, nøgleringe, USB-stik, drikkedunke, hatte og alt muligt andet med 2ARMS på. "Det her er da for fedt!" Jamal hopper op og ned på sengen. "Jaaaaaa!" Martin hopper med. Lige nu føler han sig faktisk som en stjerne Fra deres vindue kan de se ud over hele byen." (citat side 24)

Da den store konkurrence går i gang, er det tydeligt at det er første gang Martin og Jamal er med til den slags. De andre par, der deltager, er meget mere cool og sikre på sig selv. Martin især er nervøs. Men ind i spillet skal de, og de må forsøge at overleve så længe, de kan. Om ikke andet er de med nu. Også selvom de ikke vinder.

Gamerklassen var en god læseoplevelse. Størstedelen af fortællingen foregår inde i det spil, de to hovedpersoner spiller, og det er hektisk og jeg fik følelsen af, selv at sidde på kanten af stolen og være lidt stresset. På den gode måde altså.

Bogen beskriver fint det sammenhold der er, når man spiller. Hvorfor man kan blive så opslugt af noget, rigtig mange (voksne) ikke forstår. Bogen rummer fortællinger om venskab og fjendskab, om at være gode og dårlige vindere og tabere, og om hvordan man pludselig kan befinde sig et nyt sted i livet, hvor man rigtig gerne vil være, men hvor det måske også er nyt og skræmmende.

Under læsningen kom jeg meget i tvivl om, hvor gamle hovedpersonerne skal forestille at være. Min første fornemmelse var, at der var tale om store børn 12-13 år måske. Men så er der ting og beskrivelser der gør, at jeg tænker, de måske er ældre end det. Måske endda store teenagere. Det forvirrede mig. De virker ikke som små børn, men mere barnlige end en på 16 år. Fordi fortællingen mest foregår i spillet, og der ikke er mange beskrivelser af deres liv ellers, har jeg behov for lidt mere konkret viden om personerne. Det manglede simpelthen.

Til gengæld tager jeg hatten af for beskrivelsen af spillet, som jeg formoder er fiktivt. Det er velbeskrevet og selvom det er lidt kompliceret, er det et spil, jeg tænker godt ville kunne fungere i virkeligheden. Også til et stort event. Det er fedt, at det er så detaljeret.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg spillede en den del computer som yngre. Men ikke onlinespil på den måde. Jeg spillede mere eventyrspil, disneyspil eller The Sims. Den slags. Nu gør jeg mig det mest i gamle PS2-spil, jeg aldrig har gået gennemført.