Spektrum #4 - Kvadrantiderne

Af: Nanna Foss
Forlag: Tellerup
Sideantal: 698
Originalsprog: Dansk

Dette er et anmeldereksemplar fra forlag og forfatter. Alle meninger er mine egne.

OBS! Hvis du endnu ikke har læst de første 3 bøger i serien, kan der forekomme spoilers i denne anmeldelse.

Noah har mange mareridt. Rigtig mange. Eller, han har mest af alt det samme mareridt igen og igen. Og selvom det piner ham, kan han ikke fortælle de andre i tidsrejsegruppen ret meget om det. For der er så mange ting, der passer på virkeligheden, at han er bange for, det er et varsel. På at noget vil ske. På at han vil gøre noget virkelig, virkelig slemt.

"Pilen sitrer. Jeg holder fast i den, holder og holder. Venter. Men det hjælper ikke. Jeg ved det ikke hjælper. Jeg har prøvet så mange gange. Så mange forskellige ting. Det eneste der hælper er det her. Han ser mig i øjnene og smiler alvorligt. Pilen peger mod hans brystkasse. Mod det sted hvor hjertet banker bag den violette T-shirt. Han ranker ryggen og rykker sig ikke en millimeter. Det eneste der hjælper. Jeg lukker øjnene og slipper pilen." (citat side 9-10)

Men Noah kan ikke løbe fra alting, selvom han han løber, til lungerne brænder. Gruppen er nødt til at rejse tilbage i tiden, for at finde ud af noget, om en i deres nutid. Tilbage til Australien. Hvor Noah frygter, de vil opdage, hvad han gjorde. Tilbage til alt det, han forsøger at glemme. Alting hvirvles sammen i et stort rod af fortid, nutid og mareridt. Så meget, at Noah ikke længere ved, hvad der er drøm eller virkelighed. Og det hjælper ikke, at Alban hele tiden er så forbandet irriterende. At han hele tiden blander sig.

Det er virkelig svært at skrive et recap om Noah. Mest fordi jeg ikke vil spoile noget, men også fordi fortællingen er en stor spiral af drømme, mareridt, virkelighed og nye spørgsmål. For selvom Nanna Foss får svaret på nogle af de spørgsmål, jeg sad med efter de sidste 3 bøger, opstår der igen nye. For det er jo det der sker, når en gruppe unge rejser i tiden, bliver uvenner, drikker sig fulde, og forsøger at rede verden.

Jeg var vild med historien fra den første bog - også selvom jeg sjældent er til SciFi. Jeg er også vild med denne historie. Med Noahs fortælling. Og der er slet ingen tvivl om, at Nanna har udviklet sig, siden den første bog. Der er smæk på følelserne. Der er så mange ting, der rodes rundt i, rodes op i, og sættes på spil. Der er så meget, Noah skal forholde sig til, tage stilling til og slæbes igennem. Selvom han er en kæmpe røvhat, så kan jeg ikke lade være at holde (endnu mere) af ham. Han har brug for et kram. Han har brug for en, der vil ham. Især nu, hvor alting pludselig er så kaotisk, og han ikke ved, om han kan stole sig selv.

Nanna har endnu en gang skrevet en sublim fortælling. Sproget er fantastisk, og selvom jeg mest af alt var forvirret det meste af de 698 sider, så formår hun at holde en rød tråd. Ikke blot igennem denne bog, men med tråde tilbage til de tre andre - og helt sikkert hints og tråde til de næste i rækken.
Jeg glæder mig til den dag alle bøger er udgivet. Så vil jeg læse dem alle i streg, og forhåbentligt forstå endnu mere og elske dem endnu mere.

Kæmpe anbefaling herfra!

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg har faktisk ikke læst ret meget andet SciFi end Spektrum-serien. Eller set særlig mange SciFi film. Måske jeg skulle give det en chance?