Doktor Fusk

Af: Casper Grundtvig
Illustreret af: Thomas Hjorthaab
Forlag: Dreamlitt
Sideantal: 173
Originalsprog: Dansk

Runes far er forsvundet. En dag var han bare væk. I stedet har hans mor fundet sammen med Bjarne. Han er Kungfu-mester, men bruger virkelig meget tid i familiens boblebad. Rune vil virkelig gerne med på klubbens årlige skitur. Men Bjarne vil kun lade ham komme med, hvis han sørger for, Rune hjælper sin stedbror Viggo med at bestå en prøve i skolen.

"Rune fattede det ikke. Skulle han nu snige sig ind i det lokale, hvor Viggo skulle testet, og tage prøve for ham? Det var umuligt. Han traskede ned ad trappen og så Viggo på vej ud ad døren. Bjarne kastede en grøn jakke efter sin søn. "Viggo, husk din jakke," sagde han, og Viggos øjne fløj op i panden. "Hvorfor det?" spurgte han. "Det er vinter, knægt," sagde Bjarne. "Nå, jeg troede, det var torsdag," svarede Viggo og stak armene ind i ærmerne." (citat side 49)

Rune ved ikke, hvordan han skal Viggo. Men da han ser en reklame for Doktor Fusk, tænker han, det måske er vejen frem. Men er det nu også en god idé, at opsøge en videnskabsmand? Endda en, der holder til i en gammel lagerbygning bevogtet af store hunde? Ikke alt er, hvad det ser ud til. Hverken hjemme ved Rune, i skolen eller hos Doktor Fusk.

Doktor Fusk er en roman med gang i. Fortællingen står aldrig stille. I starten skulle jeg lige vænne mig til at læse en så hastig fortælling - ligesom jeg lige skulle ind i præmissen for historien, hvor der er mange ting, der virker en smule unaturlige, eller måske endda overnaturlige. Den er sådan en slags røverhistorie - du ved, sådan en, ens far fortæller én inden sengetid. Med fuld knald på og med ting, der aldrig rigtigt kunne ske, men som sagtens kan ske i netop dén historie.

Og da jeg købte præmissen, begyndte jeg at holde mere og mere af fortællingen. Den er sjov. Den er voldsom. Den er dum. Men den er også god, og den har også nogle fine pointer undervejs om venskab og det, at stå op for hinanden.

Sproget er letlæseligt og passer fint til målgruppen. Karaktererne er ganske udpenslede og næsten alt for meget - men også kun næsten. De passer ind i historien og den måde, den er skrevet på. Jeg holder af forvirrede Viggo, der ikke helt forstå, hvad der foregår. Og jeg næsten hader Bjarne, der burde blive slået hårdt med en sammerullet avis. Ligesom jeg hepper på Rune, der bare så gerne vil på skitur med klubben, så han kan se en soldnedgang med søde Anne.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har også været på skitur med den fritidsklub jeg gik i. Det var bare en éndagstur, så der var ingen romantiske solnedgange. Til gengæld formåede jeg at hænge i armene efter t-liften hele vejen op til toppe ad bakken!