Skolens sande superhelte

Af: Søren Lindal
Forlag: mellemgaard
Sideantal: 108
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger er mine egne.

Der findes mange forskellige elever på skolen. Der er de dygtige, de stille, de larmende, de fjollede. Der er en der står på hovedet, en der bare vil spille musik, og en der er rundtosset. Der er skolelederen, skolesekretæren og alle læreren.

"Karl Børge griber mikrofonen. "Kære alle sammen!" starter han. "Hvad går det her med skole ud på? Hvorfor er vi her egentligt? For at få dumme kommentarer om dit og dat. Åndssvage bemærkninger om rødt hår og grimme tænder? For at sættes i bestemte kasser så systemet passer?" (citat side 50)

Der er flere af eleverne på skolen, der ikke passer ind i kasserne. I systemet I de roller de forventes at have. For man kan da ikke stå på hovedet det meste af tiden, vel? Og hvad hvis man hellere vil tænke på og spille fodbold end at lave matematik? Hvem er skolen egentligt til for?

Skolens sande superhelte er uden tvivl en hyldest fra forfatteren til de børn, der skiller sig lidt ud. Dem der ikke lige passer ind i alle de voksnes fortællinger om en god elev. Da jeg startede læsningen var jeg glad for den præmis, at man ikke behøver være som alle de andre for at kunne gebærde sig i denne verden. Den tankegang kan jeg godt lide. Jeg synes jo, der skal være plads til alle - og at systemet nogle gange bør tilpasse sig den enkelte, frem for at at vi alle sammen skal ensrettes og gøre tingene på samme måde.

Bogen er skrevet som små, korte noveller om flere forkellige børn i skolen. Hver især udfordrer den enkelte fortællings hovedperson nogle voksnes måde at tænke på. Det er nogle små, fine fortællinger, som har en del på hjerte. Der er helt sikkert børn, der kan spejle sig i karaktererne. For hvem kender ikke det, at man tænker på noget helt andet end skolen? At man ikke kan sidde stille, når der undervises - men så snart man selv må vælge en aktivitet, går det meget nemmere. Der er en klar genkendelighed i karakterernes måder at være på.

Bogen har en fin rød tråd og samles til sidst i en afsluttende epilog. Undervejs var jeg dog generet at sproget. Som sådan er det en ganske velskrevet bog, der også er velredigeret (som jeg ellers ikke altid har set fra dette forlag). Men sproget er ikke tilpasset karakterernes alder.
Hvornår har du sidst hørt en elev i 4. klasse (10-11 år) tale på følgende måde: "Jeg tror, at det er længe siden, at du har været rigtigt rundtosset og småbims. At du har glemt alt om tid og sted. At du er ude af dine systemer. [...] Ligesom jeg skal prøve at indordne mig og have styr på mine ting, skal I andre også en gang imellem prøve det modsatte. Det tror jeg egentligt er meget sundt." (citat side 102)

Det er som om, forfatteren så gerne vil frem med sit budskab at karakterene taber troværdighed. Jeg tænkte dette flere gange under min læsning. At det er en voksens ord, der kommer fra et barn. Når det sker, føler jeg, at budskaber og eller velmenende tanker bliver presset ind i en fortælling uden at komme naturligt. Det er muligvis lidt kliché, men jeg får lyst til at sige: "show it, don't tell it." I stedet for at få børnene til at sætte ord på det hele og forklare hvad der er galt - så vis mig det. Forklar det i billeder eller handlinger. Ja, jeg skulle ikke sidde med opgaven selv - for det er ikke nemt, men jeg savner det i denne bog.

Jeg kan virkelig godt lide tanken bag denne bog og dens fortællinger. Jeg kan godt lide, der bliver at fokus på, vi ikke alle behøver passe ind i systemets kasser og roller. For det er helt klart vejen frem i stedet for at gøres os alle ens. Men jeg så gerne, det blev fortalt på en mere naturlig måde, end ved at putte en voksens tanker og sprog ind i karakterer der er børn.

Bogen får 3 stjerner ud af 5: *** (jeg giver ikke halve stjerner, og den lå lige på vippen mellem 2 og 3. Men idéen og det velmenende i bogen får lov at trække op)

Bonusinfo: Jeg passede ganske godt ind i skolesystemets kasser. Jeg kunne lide at sidde stille, kunne lide undervisningsformen. Men jeg ville ønske, der var flere ressourcer til at gøre tingene anderledes, så dem der ikke havde det som mig, ville kunne rummes bedre!