Sider

mandag den 11. marts 2019

Dumme Donald bygger en mur i børnehaven


Af: Måns Gahrton
Illustrationer: Amanda Eriksson
Forlag: Alvilda
Originalsprog: Svenska. Læst på dansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Der begynder en ny dreng i børnehaven. Han hedder Donald, og der er rigtig mange ting, han ikke vil. Til gengæld vil han rigtig gerne bestemme.
"Bagefter begynder Donald at stable stole og puder og tæpper oven på hinanden. "I skal hjælpe mig!" råber han. "Hvad laver du?" spørger BO. "Vi skal bygge en mur," siger Donald. "Så de små børn ikke kan komme ind og tage vores legetøj."" (Citat fra bogen)
Donald bliver sur på de små børn, da de vil låne nogle klodser. Han bliver også sur over, han ikke må tænde alt lyset. Og så synes han også, han fortjener alle bollerne, selvom han slet ikke har hjulpet med at bage dem. Men måske er det ikke helt så sjovt, at være den eneste, der ikke vil være med til at lege med de andre?

Dumme Donald bygger en mur i børnehaven er af udseende og opbygning en helt klassisk børnebog. Der er store billeder, og små korte tekster til. Der sker en masse på billederne, som man kan pege på og tale om. I virkeligheden er det, som de fleste nok har gættet, en bog der sikkert er langt sjovere for de voksne. Ingen tvivl om, at børn også vil kunne lide fortællingen, men jeg klukkede også, da jeg læste den.

Der kan nemt italesættes følelser gennem fortællingen. Vrede, hævn, uretfærdighed, kontrol, ensomhed, sammenhold. Mange ting, som helt sikkert er gode at få sat ord på sammen med børn. Bagefter kan vi voksne så tale om bogen og refererer til amerikanske politikere og sjove fortællinger.

Jeg synes ikke, bogen er et ondt angreb på en enkelt mand, men mere et sjovt indspark i debatten. For hvad er politiske holdninger, og hver er "børnehavepolitik"? Hvornår er man gået for langt i sin "jeg vil have"-tilgang, og hvornår skal man lige trække vejret og indse, at det måske er bedre at være en del af det store fællesskab? Det er noget af det, som jeg synes, bogen lægger op til at tale om. BÅde blandt voksne og børn!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Det tog virkelig lang tid at få begyndt på denne anmeldelse. For computeren skulle lige opdateres. Og så opdateres igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar