Kommunebarn

Af: Laura Helena Pimentel da Silva

Forlag: Dreamlitt
Sideantal: 320
Originalsprog: Dansk

Laura kommer til Danmark som ganske lille. Hun er rejst hele vejen fra Brasillien med sin mor og søskende. De skal bo hos en dansk mand, for det er et bedre liv, end det de kom fra, fortæller moderen.

"Hvad skal vi her? spørger min bror og hiver Mama i ærmet. "Vi skal bo her. Onkels ven ønsker sig en brasiliansk kone. Vi skal giftes, og så flytter vi ind hos ham," svarer hun og tager ham i hånden. "Jamen, I har jo aldrig mødt hinanden?" "Nej, men jeg lærer nok at elske ham på et tidspunkt," svarer Mama." (Citat side 13)

Den danske mand viser sig ikke at give dem et bedre liv. Tværtimod misbruger han Laura og hendes søskende. Det bliver starten på et turbulent liv og Laura. Først flytter hun på krisehjem med sin familie, så videre i plejefamilie - og herfra videre fra den ene institution til den anden. Og undevejs er der ikke meget støtte. Den ene voksne efter den anden svigter, og Laura mister hurtigt troen på, nogen vil hende det godt. For alle voksne beviser præcis det modsatte. Så hvordan skal hun nogensinde få et godt og trygt liv?

Kommunebarn er en fortælling, der ikke lige er til at anmelde. For hvordan anmelder man en bog, om en andens liv, der er så grusom? For det er, hvad Kommunebarn er - en grusom fortælling om et system der svigter gang på gang. Om voksne der svigter. Men det er også en beretning om mod, overlevelse, kampgejst og troen på at kunne.

Historien er bygget kronologisk op. Det er en rejse med forfatteren gennem hendes tilværelse i Danmark som “Kommunebarn.” Det er nemt at følge med, og selvom der er mange personer at holde styr på, bliver det aldrig svært.

I starten havde jeg problemer med sproget. Det var lidt for kluntet, men jeg tænkte, det måske fulgte kronologien og det derfor var forfatterens barneminder, der gjorde sproget kluntet. Og i takt med fortællingen udviklede sig, blev sproget også anderledes. Mere flydende og forklarende end konstaterende. Hvilket egentlig er en fin tilgang, når det er en biografi. Men det var noget, der lige nåede at genere mig.

Der sker helt sindssygt meget i denne biografi. Men det er jo sådan det, er at leve et så turbulent liv. Forfatteren formår at gengive det rigtig godt, og undevejs få sat rigtig mange ord på de tanker og følelser, hun oplevede, mens det stod på. Det giver et rigtig godt indblik i, hvordan det var, at være hende. Uden at man selv har stået i det.

For jeg kan ikke forestille mig, at det system der skal passe på en, kan svigte så meget. Jeg har selv været en del af systemet. Som ung i psykiatrien, og senere frivillig anbragt på et opholdssted, havde jeg masser kontakt med det kommunale. For mig var det en hjælp. Der blev lyttet, handlet, hjulpet og gjort de rigtige ting. Jeg har mødt søde pædagoger med gode intentioner - og kan, blandt andre, takke dem for, jeg i dag kan arbejde i psykiatrien i stedet for at være patient. Derfor er det så svært af forstå, at der findes mennesker, der vil udnytte sårbare børn og unge. Ikke desto mindre er der vigtigt, at fortællinger som forfatterens kommer frem og sætter spot på, at der fortsat er mange problemer.

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg boede på opholdssted i lige over 3 år, og er stadig taknemmelig for det.