Sider

lørdag den 9. december 2017

Forfatterinterview #4 - Jeanett Veronica Hindberg



Hvis nogle af jer har læst med længe, kan I måske huske, jeg har fortalt lidt om min baggrund. Deriblandt at jeg kæmpede rigtig meget med angst. Psykiatrifonden skriver at helt op mod 13%-29% vil få en angstdiagnose i løbet af deres liv. Altså helt op mod en fjerdel af befolkningen. Der har faktisk været en del fokus på angst, og psykisk sårbarhed i det hele taget, men jeg synes stadig, der er noget tabu over at sige, man har angst. Ofte fordi folk ikke kan forstå det. De vil gerne, men det er svært. For hvordan forklarer man, at man er bange for "ikke noget bestemt"? Man kan have fobier eller angst overfor specifikke ting (edderkopper, åbne pladser, at kaste op fx), men for mig har det aldrig været sådan. Jeg var bange - men jeg kunne ikke forklarer det på andre måder, end at jeg var bange for "at gå i stykker" eller "at min krop flyder ud". Faktisk følte jeg, jeg gik i ét med omgivelserne. Kunne ikke mærke forskel på hvor jeg sluttede og hvor stolen/sengen/whatever begyndte. Og det er eddermanme svært at forklare - og for andre at forstå.

Nå, det her skal faktisk slet ikke blive en lang fortælling og min angst. Som overskriften siger, er det faktisk et interview. Jeg har sendt nogle spørgsmål omkring netop angst til Jeanett Hindberg der efterhånden har 6 bøger bag sig. En del af dem er en stribe (næsten) selvbiografiske dagbøger. Og her skriver hun blandt andet om sin angst. Angste Agnes fylder en del i forfatterens liv - og nu vil jeg faktisk lade hende komme til orde.

***

Vil du fortælle lidt om dig selv og dit forfatterskab?
Ja da, hvor meget tid har du? Nåhmen altså, jeg er en snart 45-årig, fucked up type fra Farum. Jeg bor i en svampebefængt lortebolig (dog med funktionelt højglanskøkken) sammen med min nu voksne (piv) søn på 21, og to katte, hvoraf den ene ligner en lodden øltønde på ben. Utroligt sød! Men værre at ha' med at gøre end en jaloux kæreste.

Jeg har altid haft forfatterdrømme, men som barn af en alkoholikermor, har mit liv været fuld af ujævne, kringlede lorteveje, der har gjort, at hele min tilværelse har været mere eller mindre dysfunktionel, så den slags store drømme, havde jeg aldrig troet kunne ske for mig....Indtil en trist aften i juni 2011, hvor jeg og min altid sære fantasi opfandt bloggen  med den fiktive figur "Bitterfissen Bethany". Det er en hel historie for sig selv, som vi ikke skal tale om her, men hun førte til, at jeg blev kontaktet af et forlag, og sådan udgav jeg simpelthen min første bog under pseudonymet Bethany Hansen. Og så fik jeg ellers blod på tanden, for interessen var massiv, og folk grinede af mig og min pen. Vildt! Jeg begyndte at skrive på min første dagbog, bare for at se, om jeg overhovedet kunne skrive mere, og da jeg blev kontaktet af mit nuværende forlag Turbine, sendte jeg mit ufærdige manus "PS. Trænger til flødeskum (og diller)" til dem. De var meget begejstrede, og ja, så har det sådan set bare kørt som Hans I Grethe lige siden. Med min seneste bog "PS. Kald mig bare Bitterfisse  - En 40+ tørkages dagbog" er jeg nu oppe på min sjette bogudgivelse. Jeg fatter stadig ikke, at det rent faktisk er lykkes mig at blive en nogenlunde succesfuld forfatter. Ikke fordi jeg tvivler på egne evner, men fordi jeg har grundig hæklefejl i kysen. Og helt ærligt, seks bøger på fem år. Baghjul til alt det ringe selvværd, jeg nogensinde har haft!

Du skriver ofte om Angste Agnes, der er en del af dit liv. Hvornår kom hun til?
Angste Agnes indfandt sig på matriklen, da jeg var 27 år gammel. Alenemor til en fire-årig søn, to jobs, og den konstante opgave at være mor for min egen mor gjorde, at jeg pludselig kollapsede. Jeg blev først fysisk syg, og troede, jeg var ved at dø af kræft eller lignende (det tror Agnes stadig, at vi er. Cirka hveranden uge) og dernæst kunne jeg slet ikke være ude i offentligheden. Jeg gik ned med depression, jeg fik generaliseret angst og social fobi...og som en psykiater også sagde til mig engang: Kronisk lavt stemningsleje. Ja, man kan vel derfor vove den påstand, at jeg faktisk er diagnosticeret til at være Bitterfisse. Jeg kunne helt ærligt ikke andet end at passe min søn. Brugte AL energi på det, for han skulle jo ikke mærkes med det. Men jeg måtte være på kontanthjælp i årevis, og havde svært ved at se, hvordan det skulle blive bedre. Siden har jeg heldigvis fået det meget bedre på visse punkter, men Angste Agnes og socialfobien hænger ved.

Kan du bruge Angste Agnes i dit forfatterskab, eller er hun mere en forhindring?
Både og. Jeg er sikker på, at jeg er mere interessant i mit forfatterskab, jo mere fucked up mit hoved er, netop fordi jeg gør mig meget i personlige tanker, når jeg skriver, men hun er jo en hindring på den måde, at der er ting, jeg må sige nej til, fordi jeg har lært af bitter erfaring, hvor mine grænser går...og selvom de skal udfordres, og ofte bliver det, så skal jeg passe på ikke at køre hende for langt ud, for så risikerer jeg at ende i vater i månedsvis. Det er træls, for halvdelen af et forfatterskab er jo at promovere sig selv, og så er det ikke skide smart at takke nej til tv- og radiointerviews. Men det har jeg desværre måtte gøre en del gange. Angste Agnes var dog enig i, at Morten Resen er værd at fucke up over, brække sig for åben skærm, eller hvad der nu end sagtens kan ske! så vi har været i Go' Morgen Danmark nogle gange...

Og så tænker jeg også med bæmund, at jeg aldrig kan komme op på siden af Jussi fx, for jeg kan jo ikke bare ture rundt som en eller anden funktionel voksen...Eller flytte til New york som Sara Blædel, fordi nogen over there lige har købt hele hendes fucking bagkatalog af bøger. Nåh, men jeg skriver jo heller ikke krimier, så det bliver nok ikke et problem, tænker jeg. Gider helle ikke vinde nogen priser nogensinde, medmindre Agnes og mig kan tage imod dem fra det nærmeste lokum. Mens vi er totalt stive på whisky og betablokkere....Nej, det må man ikke blande, det ved jeg sgu da godt.

Du signerede din nyeste roman på Bogforum 2017 - hvad sagde Agnes til dét?
Vi har signeret bøger på Bogforum tre år i træk nu, og Agnes må bare finde sig i det, selvom hun konstant trækker enten mod Champagnebaren eller lokummet. Jeg nyder at møde mine meget trofaste læsere, og sommetider har de gaver med. I år fik jeg to ruller risalamande! men ja, det er hårdt, når Agnes råber og skriger i mit hoved. Jeg kommer til at virke stupid og distræt, fordi jeg glemmer, hvad jeg selv hedder, når jeg har angst. Overvejer, om jeg skal opstøve nogle kilo rygeheroin til hende til fremtidige signeringer og lignende.

Føler du, du har nogle fordele af Agnes? Giver hun dig noget, du kan bruge, eller er hun blot en dårlig følgesvend i livet?
Altså, det kan godt være, at det bare er mig, men jeg tror på, at man er bedre til at skrive, når man ikke bare er helt normal i knolden. Jeg ser tit anderledes på tingene, og fordi jeg også indeholder en pæn portion selvironi, så kommer der virkelig sjove beskrivelser ud af, hvordan det er at leve med angst. Jeg tror måske også, men det er kun et rygte, at jeg er mere empatisk og nede på jorden, fordi jeg har de lidelser at slås med. Jeg ville formentlig være en total Diva-Dorit uden Agnes. Nogle vil sige, at det er jeg allerede, men man skal jo ikke tro på alt, man hører. Fx trænger jeg sjældent til diller, selvom jeg engang sagde det til hele verden. Er faktisk frigid, og hele vaginasituationen er et goldt landskab.  Nej, men helt ærligt, det er sgu et svært spørgsmål. Jeg hader min angst, når den forhindrer mig i at leve livet, som jeg har lyst til. Når jeg sidder og ryster i et tog, ikke tør tage ud og handle, gå i bio osv. Jeg hader det virkelig, men på den anden side, så er det jo også noget af mig, og jeg synes, vi har fået det bedste ud af det, med tiden. Ligesom mig og mine mavedeller. Giver det overhovedet mening? Nok ikke...

Har du nogle gode råd, hvis der sidder andre derude med deres egen Agnes i livet?
Nu er jeg ikke typen, der giver gode råd, for jeg er langt fra at være en damebladscupcake, der forklarer andre, hvordan de bedst håndterer en given situation. Spørger nogen mig til råds, står jeg bare med et tomt udtryk i fjæset, og ved ikke, hvad jeg skal sige. Men hvad jeg har lært med tiden, er, at man ikke er en failure, hvis man ikke kan slippe af med sin angst. Nogle siger, at alle kan slippe af med den, men det kan man ikke. Det kommer an på, hvad den udspringer af, siger jeg uden forhåbentlig at lyde som Psykiater-Poul. Så jeg ser sådan på det, at det har været vigtigere for mig at lære at leve med Agnes, og håndtere hende så godt som muligt. Slutte fred med hende, simpelthen. Som enhver anden skavank, man kan være nødsaget til at leve med. Og her mener jeg ikke Dan Rachlin, for ham kan man trods alt blokere på Facebook. At han så nåede at blokere mig først, er en anden sag.

Helt konkret har jeg faktisk et godt råd, hvis jeres Agnes fx hader offentligheden. Når det er værst for mig at sidde i et tog eller gå rundt mellem mennesker, så glor jeg i min telefon, og det er jo heldigvis blevet nemmere, siden smartphonen er kommet til. Fuck, hvor kan jeg scrolle den skide telefon hudløs mellem Farum og Nørrebro. (Og ja, der er man i fare for at blive skudt hele tiden. Pis, når ens frisør ligger der!) Før i tiden, lod jeg som om, jeg ringede til folk. Så gik jeg dér og førte fiktive samtaler med min far fx. Så var det ikke så slemt.

En anden ting er at sige til sig selv: Hvad er det værste, der kan ske i en given frygtet situation? Jeg er snart 45, og jeg er blevet sådan lidt...Jamen så må folk glo, hvis jeg kommer til at opføre mig underligt. De er ude af mit liv igen om fem minutter, så fuck det. Tit er angsten for angsten det værste. Det skal man huske på.

Og så gentager jeg lige: Det er vigtigt nok at udfordre Agnes, men der er altså en grænse, i hvert fald for mig. Hvis noget føles alt for frygteligt og uoverskueligt, hvis det ender med at sende dig i et hul i dagevis, så er det ikke det værd. Så må man bare prøve igen en anden dag, hvis det kan lade sig gøre. Jeg har haft en tendens til at gå alt for langt for ikke at gøre folk kede af det (bryllupper, fødselsdage osv), men det vil jeg ikke mere. Sommetider må man lære at sætte sig selv først...Men det er vist oplæg til en hel anden snak. Nu forstår du måske, hvorfor jeg har skrevet seks bøger på kort tid.

Og sidst - kan vi forvente flere udgivelser fra dig i fremtiden?
Masturberer den katolske præst til synet af kordrenge i urene underbukser? Naturligvis! At skrive bøger er nærmest det eneste, jeg duer til i tilværelsen...Ej, jeg er altså også en god mor, søster og familiemedlem generelt, men det passer perfekt til mig at sidde som en nusset eremit og skrive alt mit lort ned. Skriver jeg ikke, kortslutter min hjerne simpelthen. Og jeg har pt. fire bøger på tegnebrættet, blandt andet "Jeg har ikke set min vagina siden 1996", som skal udkomme næste år, medmindre jeg bliver beamet op af en tsunami, og det gør jeg næppe, da de er et sjældent syn i Farum. Jeg burde ikke tale om den allerede, men jeg er så forelsket i den allerede. *Klapper i mine små, fede hænder*

***

Hvis I har fået lyst til at læse mere om og af Jeanett Hindberg kan hendes bøger blandt andet købes HER. Desuden har hun en facebookside her, og kan findes på Instagram under navnet jeanettveronica. Jeg anbefaler klart I følger hende. Der er både glæde, sorg, angst, sarkasme og virkelig gode grin at hente.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar