Sider

torsdag den 5. oktober 2017

Broer

Af: Ida Scharla Løjmand
Forlag: Tell me a story, Toru
Sideantal: 14 (læst via iBooks)
Originalsprog: Dansk

Novellen er sponsoreret af Tell me a story, Toru. Alle meninger i mine egne.

Obs, der kan forekomme små spoilere i anmeldelsen.

Broer er en novelle om en helt almindelig dag for en mand, der pendler mellem København og Malmö. Pludselig bliver han bedt om at hjælpe en flygtning over til sin familie, på den anden side af sundet. Er det noget, han egentligt har lyst til?
"Ham her kommer fra Afghanistan, og han vil gerne til Malmø Central, hvor hans familie venter på ham. Han taler ikke engelsk og kender ikke vejen. Kan du følges med ham?" (Citat side 6)
Michael skal faktisk ikke helt til Malmø Central, men vælger alligevel at tage den unge fyr med i toget. På trods af sprogbarriere og det, at han slet ikke ved noget om ham. Men hvis han kan hjælpe, er det da det mindste. Lige indtil fyren gemmer sig for kontrolløren, og Michael begynder at overveje, om der nu også er en familie der venter i Malmø. Eller om fyren er ude på noget helt andet?

Broer startede rigtig godt ud. Den satte fut i alle mine (desværre) egne fordomme om "de fremmede" der kommer hertil. Den angst, mange bærer rundt på, når det handler om flygtninge og deres intentioner. For vi ser hele tiden i medierne, at der igen har været terror. Og vi hører hele tiden, hvordan "de fremmede" stjæler vores penge, lukrerer på samfundet, ikke vil os noget godt. Personligt mener jeg, jeg er ganske god til at skelne skidt fra kanel - men alligevel nåede denne relativt korte novelle at sætte noget i gang hos mig.

Desværre døde det ret hurtigt ud igen. Måske fordi novellen ikke var længere end 14 (iPhoneskærm-størrelse) sider. Der nåede at komme en spænding - hvad var ham fyren for en, hvorfor havde han ikke billet, hvorfor forsøgte han ikke at kommunikere? Og så var det hele slut. Jeg sad efterladt men en ganske flad fornemmelse. Ikke sådan en "puha, det endte godt"-fornemmelse. Mere en "øh, var det, det?"-fornemmelse. Der var ganske meget potentiale, men for mig var det ikke nok.

Novellen får 2/5 stjerner: **.

Bonusinfo: Jeg læste denne novelle lige efter at have læst Valget af Sarah Engell, der også handler om flygtninge og de valg man træffer, når man hjælper til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar