Sider

tirsdag den 6. juni 2017

Selvskade og litteratur #1 (tema om selvskade)


Når jeg på bloggen kører et tema om selvskade, er det, som før skrevet, også fordi jeg har erfaring med det selv. Dette indlæg rummer ikke så meget om bøger - og så alligevel lidt. Jeg vil i stedet fortælle lidt om mig selv, og hvorfor selvskade er så vigtigt et emne for mig, at skrive om.

Det ramte mig lige, i morgentoget. Maj måned er lige slut. For 11 år siden, i maj måned, blev jeg, som 16 årig, indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling. Jeg var depressiv, angst og havde selvmordstanker. Jeg var selvskadende, havde ringe selvværd og selvtillid. Det blev 10 måneders indlæggelse i alt, på både åbnet og lukket afdeling.

Nu, som 27 årig, startede jeg med at arbejde på en lukket psykiatrisk afdeling. Tænk sig, som livet kan udvikle sig. Skulle jeg skrive en selvbiografi en dag, kunne den passende hedde: "Fra den lukkede - til den lukkede".

Jeg er nået langt. Jeg har ikke tal på det antal psykologer, psykiatere, terapeuter og behandlersygeplejersker, jeg har talt med. Vi er nok tæt på de 20. Jeg har været igennem nok hundredevis af terapitimer, virkelig mange timers gråd, frustrationer, angst og håbløshed. Og jeg har rigtig mange ar. På min ene arm og mine ben. Ar, der vidner om en tid med for mange tanker og følelser, jeg ikke kunne rumme. Ar, der hver især husker mig på, at jeg har været et andet sted - men også at jeg har kæmpet.

Jeg har mange, mange gange skulle forsøge at forklare, hvorfor jeg skadede mig selv. Og ja, hvorfor gjorde jeg det? Der findes ikke ét svar. For opmærksomhed, sagde en sygeplejerske, der fattede absolut hat af, hvad det handlede om. Afhængighed, sagde andre. Affektregulering, står der i min journal. Måske. For mig var det angstdæmpende. Når angsten flåede i kroppen, og jeg ikke kunne mærke mig selv, fik selvskaden mig til at mærke noget. Ikke følelsesmæssigt - men rent fysisk. Smerten overbeviste mig om, jeg fandtes; at min krop havde en grænse, at jeg ikke var ved at falde fra hinanden.


Det er ikke for opmærksomheden, når man konstant er angst for at blive opdaget. Jo, der var en hvis afhængighed over det - men kun fordi, jeg vidste, det virkede på sekunder. Affektregulering? Ja, det fjernede angsten. Det hjalp mig til at holde ud.

Og lad os lige holde fast ved det. At holde ud. Selvfølgelig er selvskade på lang sigt ikke hensigtsmæssigt, men det er en langt bedre strategi end at tage sit liv. Det kan vi godt blive enige om, ikke? For mig var det en gang i mellem det valg, jeg følte, jeg havde. At give helt op - eller få noget forløsning, noget ro, noget kontrol ved at skade mig selv. Set på den måde, har selvskade formentlig reddet mit liv et par gange.

Langt fra alle gangene, jeg har skadet mig selv, har været for at undgå selvmord. Men det er vel ikke underligt, at man tyr til det nemmeste middel, når ens tanker og krop er i så kaotisk en tilstand, at man føler, man bliver sindssyg.

Det er blevet et langt skriv nu, men jeg føler, det er vigtigt at være ærlig og få fortalt, hvorfor litteratur om selvskade er vigtigt ifølge mig. Og for at forklare det, må (noget af) min historie også nævnes. For at det ikke skal blive for langt, vil jeg skrive et nyt indlæg inden længe, om hvad litteratur har betydet for mig, i forbindelse med mit sygdomsforløb.

2 kommentarer:

  1. Stærkt og modigt indlæg, Julie. Flot at du tør og har overskud til at skrive om det.

    SvarSlet
  2. Helt enig med Kirsten Bloch. Det er et stærkt og modigt indlæg.
    Og vigtigt!
    Da jeg skrev Fie-bogen havde jeg kontakt med en ung pige, der også var selvskader, og som konstant fik at vide: "Så lad dog være!", men var det så nemt, så gjorde folk det nok. I stedet er det vigtigt at tale om grundene til det. Jeg blev så frustreret og vred på hendes vegne. Hvorfor var der ingen der spurgte hende hvad der ellers var galt? Og rent faktisk lyttede til hvad hun havde at sige ...
    Det er SÅ vigtigt at vi lytter til hinanden, også når vi ikke siger tingene ligeud.
    Det er super at du skriver det her, jeg er sikker på at det giver håb for de selvskadere der læser det.
    Stay strong!

    SvarSlet