lørdag den 8. september 2018

Før og efter Selma


Af: Camilla Wandahl
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 116
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Laura er veninde med Selma. Selma er vild, og Laura følger med. For Selma sætter reglerne, og hvis man vil være veninder med Selma, må man følge de regler, der er. Og Laura har brug for Selma - for hun er den eneste der forstår, hvad der sker derhjemme. Ikke stiller for mange spørgsmål, men bare er der.
"Det er jo ikke, fordi jeg vil noget med Oliver. Jeg kan da godt se, at han er lækker, men han er Selmas, og det er jeg udmærket klar over. Og det er vel helt naturligt, at man tænder lidt på en lækker fyr. Så længe der ikke sker mere end det, er det vel okay. Jeg tager min telefon frem og skriver hurtigt: Hey søde, Oliver gav mig jo bare sko på, jeg var jo skidefuld. Nothing happend ... okay? og sender." (Citat side 22)
Laura og Selma har ikke været veninder altid. Før var der Lærke. Men det gik galt, og så var Selma der. Selma har lært Laura mange ting. Hjulpet hende med at få dreadlocks, lært hende at ryge - og så er hun der. Der er så mange ting i verden, der ikke er fedt. Lauras mor ligger mest i soveværelset med nedrullede gardiner, faderen er skredet. Skolen er noget lort. Og det er så meget federe at drikke sig fuld, ryge smøger og hænge ud med Selma og Oliver og hele slænget. Så er der selvfølgelig også Shape, som Laura møder til en fest. Der er et eller andet over ham.

Før og efter Selma er en hardcore ungdomsroman. Den er ikke så lang, men den indeholder så meget. Så mange temaer, dilemmaer, tanker og følelser. Det er et helt andet liv der beskrives, end jeg selv havde som teenager. Men det fremstår stadig troværdigt.

Laura og Selma rummer begge usympatiske træk, men det er beskrevet på en måde, så jeg ikke bliver træt af at læse om dem. Faktisk modsat - jeg vil vide mere. Hvofor er de sådan? Hvad foregår der? Hvad er der sket i deres liv? Faktisk var romanen næsten for kort - jeg har så mange ubesvarede spørgsmål. Men det er ikke på en måde, så jeg føler der mangler noget. Tværtimod er det en roman der godt kan slutte på en ret åben måde.

Romanen er velskrevet sproget er flydende og passer med målgruppen. Forfatteren har virkelig formået at sætte sig ind i, hvordan der er i det miljø, hun beskriver.

Jeg håber, denne roman vil blive læst i de ældste klasser i folkeskolen - den kan helt sikkert bruges i undervisningen og sætte spot på en masse af de tanker og følelser unge går med. Også selvom den er ret hardcore og måske længere ude, end mange unge er.

Bogen får: 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg synes, romanen minder lidt om Provinspis. Der er i hvert fald lidt af de samme følelser og temaer i bøgerne.

torsdag den 6. september 2018

På vej mod Sophie


Af: Line Lybecker
Forlag: Calibat
Sideantal: 330
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag/forfatter. Alle meninger er mine egne.

Sophie har altid følt sig anderledes. Mest af alt fordi der står Mikkel på hendes sygesikringskort - og der hænger en ting mellem hendes ben. Det hører ikke til hos hende. For Sophie er en pige. På trods af hun blev født som en dreng.
"Nu hvor mor og far kendte sandheden, og jeg vidste at de bakkede op, så var alting også blevet lettere, men det stadig ikke sjovt at gå i skole. Derhjemme og når jeg talte med Emil, kunne jeg lade som om alt var som det skulle være, men i skolen, eller bare når jeg talte med Oliver og Laura, mine venner, så slog navnet luften ud af mig. Den eneste mulighed hvis jeg skulle kunne holde ud at eksistere frem til sommerferien, var at komme ud til klassen." (Cita side 24)
Sophie ved, at hun er Sophie. Men udover hendes forældre, er der ingen der ved det. Jo, Emil hun skriver med fra nettet, men han ved selvfølgelig ikke noget om Mikkel. Der er så meget at holde styr på - især nu, hvor hun begynder til samtaler på Sexologisk Klinik. Vil hun blive godkendt til behandling, så hun endelig kan blive den, hun føler, hun er? Hvordan vil klassen tage det, når hun kommer ud? Bliver det hele nemmere, når hun flytter til København og kan starte forfra, på et gymnasium, hvor ingen kender hende? Og hvad med Emil? Han vil gerne se billeder - og måske mødes med Sophie. Men han ved jo intet om Mikkel.

På vej mod Sophie er en rigtig fin fortælling om Sophie, der ikke er født som pige. Jeg har kun læst te par andre bøger, der behandler samme tema, og har derfor ikke så meget at holde den op mod. Og jeg ved ikke ret meget om det, at være transkønnet. Jeg ved dog, hvordan det er at skulle 'komme ud' overfor venner og familie som homoseksuel. Jeg kan genkende nogle af tankerne og følelserne hos Sophie - og det er jo rigtig vigtigt i en bog, der behandler store, menneskelige temaer. At det er genkendeligt.

Bogen har et fint og ungt sprog, der passer til målgruppen, men jeg bryder mig ikke om den måde, der er sat komma på. Selv sætter jeg kommaer efter "kryds og bolle"-reglen, og det følger denne bog ikke. Det er noget, jeg lægger mærke til og som generer mig - men da jeg ikke kender til alle kommaregler, ved jeg ikke, om det er forkert. Desuden kunne bogen godt trænge til en ekstra korrekturlæsning. Der er steder, hvor teksten skifter skrifttype, og jeg synes, der er en del fyldord, der kunne være slettet, men det er nok mest smag og behag.

I virkeligheden er det vigtigste også historien. Og jeg synes, den holder. Især den sidste halvdel. I begyndelsen følte jeg, der blev sprunget lidt for let henover nogle ting. Sådan ala: "Så var det næste dag og noget nyt skete." Som om der manglede noget. Historien sprang lidt for hurtigt videre. Men det bliver helt klart bedre undervejs - og det er jeg glad for.

Jeg følte med Sophie. Jeg var nervøs med hende, krydsede fingre for hende og kunne føles hendes sorger og glæder. Og dét er vigtigt for mig, når jeg læser. Forfatteren har formået  at få følelser og tanker rigtig godt beskrevet. Det er fedt!

Bogen får: 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Jeg har læst noget andet af samme forfatter, men har ikke anmeldt det på bloggen. Måske jeg burde får det gjort!

lørdag den 1. september 2018

Sådan bliver du en tjekket zombie


Af: Thomas Arnt
Illustrator: Ane Gudrun
Forlag: Calibat
Sideantal: 60
Originalsprog: Dansk

Er du netop vågnet op med trang til menneskehjerne? Måske forvirret over hvordan du nu skal forholde dig til dig selv og omverdenen? Frygt ej! Der er hjælp at hente.
"Førstehåndsindtrykket er altafgørende. En zombie, der ikke stinker langt væk af kvalmende til, er ikke en specielt imponerende zombie. Derfor vil de følgende afsnit være en slags modeguide til dig, som gerne vil ramme dette års look a la levende død." (Citat fra bogen)
Der er både råd om påklædning, madvaner, datingliv, og make up i denne guide til zombier. Sågar med fine illustrationer. Alle zombier har ret til at vide, hvordan de bliver tjekkede - nu hvor de ligesom er vågnet forvirrede op som uddøde.

Sådan bliver du en tjekket zombie er en skøn, gennemillustreret bog til zombieelskere i alle aldre. DEn er sjov, sproget er flydende og finurligt, og illustrationerne er virkelige gennemførte. De let grove streger og matte farver er alletiders match til den humorfyldte og ret klamme guide. Det hele harmonerer.

Bogen er beskrivende - også i ret vamle detaljer, men det bliver aldrig for meget. Desuden er hver side med råd krydret med en lille fact om zombier, som man fremadrettet kanblære sig lidt med at vide.

Alt i alt en gennemarbejdet bog, der fik mange smil frem under læsningen!

Bogen får 5/5 stjerner: *****

Bonusinfo: Jeg tror, det er den første biblioteksbog, der er anmeldt her på bloggen!

lørdag den 25. august 2018

Inkarnation #1


Af: Pernille L. Stenby
Forlag: Ulven og Uglen
Sideantal: 429
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

En krop vågner op i et lighus. Der er en inden i kroppen, altså en person. Eller i hvert fald hovedpersonen. På en seddel om kroppens fod står: "Mestenes." Måske er det navnet på kroppen? Hovedpersonen ved kun, at alting er forkert. Kroppen, stedet - bare det, at være i live.
"Er jeg en mestenes? Er det dét, denne krop er? Jeg giver slip på sedlen og gnider mine fugtige håndflader. Hvorfor jeg er levende, det ved jeg stadig ikke, men det har noget at gøre med skikkelsen og det blå lys, det er jeg helt sikker på. Jeg har brug for en plan. Jeg skal lægge en slagplan. Jeg kan ikke blive her." (Citat side 12)
Det er svært at lægge en plan, når man ikke ved, hvem, hvor eller hvad man er. Når man ikke kan huske andet, end at tågen var tryg og rar. Men hovedpersonen bevæger sig ud på en forvirrende rejse. Først væk fra lighuset - og ud i kaos. En slags monster bryder gulvet op og skaber panik. En mand prøver at hjælpe - men det er ikke nemt. Måske hovedpersonen hedder Mes? I hvert fald møder Mes to elever på det akademi, det hele foregår på. Axten og Mite. Som gerne vil hjælpe. Men hvad er Mes? Og hvorfor er der så mange minder knyttet til kroppen? Hvad fanden er det egentligt, der foregår?

Inkarnation er svær at lave en beskrivelse af, uden at spoile. Og jeg vil ikke en gang spoile en lille smule, for så ødelægges læseoplevelsen fuldstændig. Det er første bog i Mestenes-serien og beskrives som en psykologisk fantasyfortælling med LGBTQ-elementer. Det er også lige, hvad det er. En kringlet, psykologisk fortælling i et univers, der både er som vores verden, og så overhovedet ikke.

I starten havde jeg svært ved at finde hoved og hale i noget som helst. For det første har jeg aldrig været særligt begejstret for jeg-fortæller i nutid. Det tog mig derfor lidt tid at falde ind i en læserytme. Men da jeg først var fanget af bogen, betød det ikke noget overhovedet. Hvilket er en stor ros til forfatteren!

Først var jeg irriteret på bogen. Jeg forstod intet, fik ingen oplysninger om noget, og havde svært ved at følge med. Jeg nåede at tænke: "Åh gud, 400 sider mere af det her?" Men så gik det op for mig, at jeg jo var samme sted som hovedpersonen. Med samme (mangel på) viden, sammen forvirring, ja nærmest samme frygt. Og efter 100 sider var jeg vant til det også.

Jeg tror, at den første voldsomme forvirring kan skræmme nogle læsere fra at fortsætte. Jeg har allerede set et par stykker spørge til, om tingene giver mere mening senere hen. For det var svært lige i starten - skulle jeg tro på fortællingen? Var jeg fanget nok? Heldigvis gav jeg det en chance, og det er jeg virkelig glad for. For tingene faldt mere og mere på plads - og så alligevel ikke. For det er jo kun starten af en serie, så mon ikke det giver mere mening med tiden? Det er lidt af et sats, at starte ud med sådan en forvirring, men for mig fungerede det. Jeg skulle dog lige overbevise mig selv om det - og jeg håber, andre også vil tro på, der er en mening med det hele!

Karaktererne er ganske troværdige, og det element der er af LGBTQ er så fint skrevet ind. Det er ikke forceret eller virker malplaceret - faktisk er det vigtigt for hele fortællingen. Det var jeg virkelig vild med!

Bogen får 4/5 stjerner: ****.

Bonusinfo: Bogen har rejst lidt rundt i landet. Slagelse, København, Stillingen. En rigtig feriebog, der har været med mig rundt.

tirsdag den 21. august 2018

Mørke Rum

Foto taget og redigeret af Luna Mørup
Af: Kristina Aamand
Forlag: CarlsenPuls
Sideantal: 332
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

Sophia er sygeplejestuderende. Hun kommer fra en familie med muslimsk baggrund. Hun er træt af, hendes bror må gøre hvad han vil, mens hun skal hjælpe til derhjemme. Men nu er hun startet i praktik på Klinik for seksuelle overgreb. Noget der giver hende et lidt andet syn på verden.
"Da jeg fortalte hende, at jeg skulle i praktik på Klinik for seksuelle overgrab sagde hun: "Altså, det er jo forfærdeligt synd for de kvinder, men når man leget med tændstikker, så kommer der ild. Du burde bruge din uddannelse på at pleje rigtige patienter." (Citat side 7)
Det er ikke kun Sophia, der må forholde sig til, hvad der er overgreb, og hvad der ikke er. Parvatis forældre har valgt en mand til hende, og hun har svært ved at leve op til hans krav. Maysun er jomfru - men nu er hun blevet gift. Og hvordan er det så, man gør? Elias, Sophias bror, er vild med Nanna, men bliver et mareridt, efter han endelig får mod til at snakke med hende. Og hvem er pigen, der ligger på sit værelse om natten og bare venter på, døren går op?

Mørke Rum er en grusom roman. Grusomt god. Den består af flere fortællinger der flettes sammen undevejs, og det gør den godt. Læseren bliver udfordret og tvunget til at forholde sig til, hvad der er overgreb og hvad der ikke er. Hvem er offer, og hvem er gerningsmand? Det er en roman med mange, forfærdelige detaljer; den er ikke for sarte sjæle.

Det kan ikke være nemt at skrive om så ubehagelige ting som overgreb og voldtægt. Men forfatteren gør det godt. Det er tydeligt, at hun selv har arbejdet med disse ting. Sproget er flydende og karaktererne er troværdige. Siderne vendte sig selv og fortællingen har sat sig i mig.

Det er svært ikke at spoile noget fra romanen, når jeg fortæller om den, så derfor vil jeg ikke skrive så meget om handlingen. Til gengæld vil jeg rigtig gerne slå et slag for, at denne bog bliver en del af pensum for elever i de større klasser. Romanen sætter spørgsmåltegn ved hele offer/gerningsmand-konstellationen. Samtidig beskriver den meget indgående de tanker og følelser man kan have som offer, som pårørende, som udenforstående, som fagperson. Der belyses så mange vinkler, uden det bliver for meget.

Romanen er grusom. Der er ubehagelige scener. Der lægges ikke fingre i mellem - og alt beskrives. Og det er vigtigt. Det er godt! Der skal tales højt om de her ting. Overgreb må ikke fejes ind under gulvtæppet. Overgreb er allerede tabu, men denne bog gør sit, til at få sat det på dagsordenen. Vi er nødt til at forholde os til, at den slags sker. På mange flere måder, end vi har lyst til at tænke på.

Tak, Kristina, for at skrive denne roman!

Bogen får 5/5 stjerner: *****.

Bonusinfo: Jeg er vild med, at der lige er et såkaldt "påskeæg" til dem der har læst For enden af din pegefinger af samme forfatter.

fredag den 10. august 2018

Jeg er den skyldige


Af: Marianne Monteau
Forlag: Many Minutes
Sideantal: 373
Originalsprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren/forlaget. Alle meninger er mine egne.

Lucy Kiehl er politiassistent og netop flyttet til Aarhus. Allerede på første arbejdsdag kastes hun ud i opklaringsarbejdet af et brutalt mord. En ældre, stærkt handicappet kvinde er blevet voldtaget og myrdet på et af byens plejehjem. Der er ingen oplagt mistænkt, og Lucy må hurtigt lære sine nye kollegaer at kende, så de kan samarbejde om opklaringen.
"Lucy kantende sig ind, og da hun stod i gangen, pegede Jesper på indersiden af døren. "Se," sagde han. Og med et stort, rødt blokbogstav stod der skrevet: M. Det røde fra bogstavet var flydt ned ad den glatte finérdør og fik bogstevet til at ligne noget, der kunne være en overskift fra en gysertegneserie. "Det er skrevet med blod," udstødte Jesper og lignede en, der burde være besvimet for længst." (Citat side 42)
Lucy og kollegaerne kommer hurtig til kort. Der er masser af spor - men de peger ingen steder hen. Udover arbejdet skal Lucy også forholde sig til at bo til leje på en faldefærdig gård, og til sine nye kollegaer. Især Gedden, den charmerende politimand, der vidst nok er gift. Og så er der Thomas, en gammel ven, der pludselig dukker op. Hun har ikke set ham siden det med Hektor skete. Pludselig er der også endnu et mord - men hænger det sammen med plejehjemsmordet?

Jeg er den skyldige er første bind i en planlagt serie med Lucy Kiehl i hovedrollen. Det er forfatterens debutroman, og en udmærket en. Der er ikke så mange tekniske detaljer i forhold til spor og opklaring, men derimod mere fokus på mordene, på frustrationen under opklaring og på personernes interne forhold.

Undervejs i romanen er der fortællinger om andre personer. Personer, der er vigtige at vide noget om - men for mig var disse fortællinger for lange. Det er svært at skrive så meget om, uden at spoile for meget af handlingen, men der var for meget baggrundshistorie, der ikke var nødvendig for at få romanen til at hænge sammen.

Når jeg læser en krimi, vil jeg gerne tro, jeg ved, hvem der er den skyldige. Jeg vil gerne forvirres og snydes - men jeg har brug for at tro, jeg har regent den ud. Denne roman var meget sparsom med hentydninger og spor, jeg kunne følge. Der kunne godt have været flere ledetråde til læseren, og ikke kun til de fiktive personer. Jeg savnede at føle mig som en del af opklaringen.

Når det er sagt, vil  jeg gerne rose persongalleriet. Det er en broget flok, der skrives om, men jeg føler, jeg lærer dem ganske godt at kende. Både deres rare og irriterende sider. Jeg vil gerne vide mere om dem - og det kan jeg godt lide.

En fin debutroman, der dog har nogle faldgruber. Jeg har dog en tro på, at forfatteren kan lære masser gennem skriveprocessen og at næste bog i rækken bliver endnu bedre!

Bogen får 3/5 stjerner: ***.

Bonusinfo: Det er vidst første gang, der er en kat med på billedet i en anmeldelse. Det er vores nye killing, Ozzy.

søndag den 29. juli 2018

Når ingen hører dig skrige [Reklame]


Af: Stephanie Perkins
Forlag: CarlsenPuls
Sideantal: 301
Originalsprog: Engelsk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Alle meninger er mine egne.

OBS! Der kan forekomme spoilers i denne anmeldelse!

Makani Young flyttede ind hos sin bedste mor for et år siden. Hun er stadig jaget af sin fortid på Hawaii, men begynder roligt at finde sig til rette med de nye venner Darby og Alex. Desuden er der Ollie, den mystiske fyr hun var sammen med i sommerferien, men ikke har snakket med siden. Det nye skoleår tyder altså på at blive ret almindeligt for en teenagepige. Lige indtil mordene begynder.
"Makani stirrede på glimmerhjertet,mens skyldfølelsen skyllede igennem hver eneste afkrog af hendes hjerne. Hun havde aldrig talt med Haley, mens Haley var i live. Makani hadede sladder, og alligevel havde hun grublet over pigens liv og dissekeret hendes død, som om de sad til bords til en af de der mordgåde-middage." (Citat side 59)
Flere unge fra den lille, landlige bys High School bliver dræbt på makaber vis. Der går mange rygter om, hvem der har gjort det - nogle af dem peger på Ollie, som Makani har vild med, siden de havde sex i en majsmark. Hun begynder at ses med Ollie, og sammen bliver de viklet ind i mordene. Ollies bror er betjent og det giver dem mere viden, end de måske burde. Og Makanis fortid begynder at presse sig på - for er hun måske den næste i rækken af ofre?

Når ingen hører dig skrige forsøger at være en slasher-roman. Men det er den ikke, så det skal den ikke. Det er en god kærlighedshistorie, for det er forfatteren rigtig god til at skrive. Jeg var meget begejstret for Anna og det franske kys af samme forfatter. Men slasher-genren mener jeg ikke, hun rammer.

Jeg har set rigtig mange slasherfilm. Og jeg har hørt flere sammenligne denne bog med "Scream"-filmene. Det skal de lade være med. Der er ikke nok "suspense" (der findes ikke et ligeså godt ord på dansk for det begreb) undervejs. Der er ikke nok mistænkte undervejs - og morderen afsløres allerede halvvejs inde i fortællingen. Jeg fik aldrig en "ahhhh"-følelse, da jeg fandt ud af, hvem det var, og jeg mistænkte ikke alle og enhver undervejs. For at det (efter min mening) skulle fungere som slasher mangler der flere overraskelse, flere mord og mindre kærlighed.

Har man set fx Scream, I Know What You Did Last Summer og Urban Legends følger morderen en plan, der muligvis er forvirrende undervejs, men som giver mening til sidst. I denne roman følte jeg ikke, det skete. Der var jo egentligt en forklaring på mordene, men for mig gav det ikke mening. Jeg fik ikke en følelse af, at "mordene" levede op til morderens plan. Det var for fladt, ikke særligt overraskende. Faktisk kedeligt.

Selve kærlighedshistorien og Makanis fortid var det, der trak bogen op for mig. Det var kliché på rigtig måde. Ung kærlighed, plaget fortid, usikker fremtid. Karaktererne var troværdige, når vi ser bort fra morderen. Men jeg lærte dem ikke nok at kende. Desværre.

Desuden irriterede det mig helt vildt, at forfatteren bruger tid på at forklare, at en af hovedpersonens venner er transseksuel, og så overhovedet ikke nævner det igen. Det bliver ligesom smidt ind i en bisætning, og så er det det. Jeg følte, det kun var med for at ramme en trend. For lige at nævne, at "hey det er okay at være anderledes." Det havde ingen betydning for fortællingen, det havde ingen relevans for historien.

Jeg var desværre rigtig skuffet, da jeg havde læst romanen færdig.

Bogen får 2/5 stjerner: **.

Bousinfo: Jeg kunne absolut ikke lide gysere, da jeg mødte Luna. Nu ser vi dem nærmest på ugentlig basis.