mandag den 16. april 2018

Bogbloggerevent 2018

Realisme i YA-Litteratur

Lørdag d. 14. april 2018 afholdte jeg, i samarbejde med CarlsenPuls et bog-bloggeevent. Det første, jeg nogensinde har planlagt. Men ikke nødvendigvis det sidste! Det var nemlig en helt fantastisk dag, og jeg tror ikke, jeg på skrift kan gengive det præcist nok - men jeg vil alligevel forsøge.

Aftenen før var jeg nervøs. Jeg måtte beroliges mange gange af Luna - for jeg var sikker på, det hele ville gå galt, ikke ville fungere, og at alle katastrofer, der kunne ramme, ville ramme. Men lørdag morgen var jeg mere klar i hovedet. Og da Mark Liebst (der er forfatter og anmelder) kom for at give et lift var jeg så klar. Vi ankom i god tid og jeg fik pakket goodiebags, handlet snacks og dækket op. Med god hjælp fra Mark, hans kæreste og Nikoline og Thea fra Carlsen. Da klokken nærmede sig 13 gik vi ned i receptionen - og der stod allerede en masse glade bloggere udenfor og ventede. Faktisk var alle der til tiden, hvilket de skal have stor ros for. Jeg havde nemlig lagt et meget stramt program - næsten for stramt.



Jeg fik fumlende præsenteret eventet. Alt det, jeg havde planlagt at sige, nåede ikke fra hjernen og ud gennem munden. For jeg HAVDE planlagt en fin velkomsttale. Men jeg var mere nervøs, end jeg havde regnet med. Så det blev en kort og præcis velkomst. Heldigvis var det jo ikke mig, der skulle sige så meget. Men derimod alle dem, der holdt oplæg.



De første to var Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. De fortalte om deres forfatterskab og det, at skrive realistisk YA. For hvad er realisme egentligt, og skal man være 100% tro mod virkeligheden, eller kan man bryde grænserne lidt, og stadig kalde det realisme? De fortalte om deres research-processer og det var vældig interessant at høre om deres forskellige tilgange til det at skrive. Især nu hvor de har udgivet en fælles novellesamling og arbejder på endnu en fælles roman. De var livlige, svarede på spørgsmål, fortalte løs - og jeg måtte desværre afbryde dem, for at holde tidsplanen.



Herefter var det redaktør Nanna Nørh fra Rosinante & Co. der fortalte. Hun er faktisk redaktør for både Camilla og Caroline, så der var masser fælles referencer. Nanna fortalte om sit arbejde med at antage manuskripter, hvordan de bearbejdes og udvælges. Hvad er det, der gør, at manuskriptet antages? Tror hun på konceptet, på fortællingen, på personerne? Er tonen realistisk? Hvordan går man til læsningen? Nanna var en livlig fortæller, og et kort minut overvejede jeg, om jeg skulle have været redaktør fremfor sygeplejerske - for det lød som et så interessant arbejde.

Desuden blev jeg så glad for at høre, hvordan de giver afslag til unge, der har sendt noget ind. De giver altid et personligt afslag, for de vil ikke ødelægge forfatterdrømmen. Meget sympatisk og vigtigt!

I pausen blev der snakket, grint, signeret bøger og taget billeder. Jeg nåede at få hældt kaffe op og fundet et par stykker chokolade. Jeg ville ønske, der i programmet havde været tid til, jeg kunne gå rundt og snakke med hver enkelt deltager - men det var der desværre ikke tid til. Næste gang må jeg sætte flere timer af!

Efter pausen var det forfatter Ditte Wiese og redaktionschef Kaya Hoff fra Forlaget Carlsen der skulle på. Med et emne, jeg virkelig havde glædet mig til. Nemlig om YA-litteratur kan blive for råt.
Svaret kom i første sætning: Nej! Det kanikke blive for råt. Men det betyder ikke, at YA-litteratur skal være rå og voldsomt, blot for at være det. Der skal være en mening med det. Det gør ikke noget, litteratur gør ondt. Men som en blogger påpegede, kan det være svært at sælge litteratur til forældre og voksne, hvis det er råt, brutalt, smertefuldt. For livet kan være sådan - og der skal ikke lægges fingre i mellem. Ditte fortalte, at når hun skriver er hun ikke mor eller fordømmende voksen. Hun er stemmen, til den hun skriver om. Hun var Idas stemme i Provinspis. Det var en god samtale mellem de to og og deltagerne. Virkelig interessant.

Til sidst sluttede forlagschef Christian Bach af med at fortælle om kommende udgivelser hos Carlsen Puls. Jeg vil ikke skrive dem alle ned - men I kan godt glæde jer. Der kommer mere fra både Becky Albertalli og Adam Silvera. Desuden glæder jeg mig til en række billederomaner fra danske forfattere.


Til slut fik de bloggere, der havde lyst, en rundvisning på forlaget. Imens ryddede jeg lidt op, pakkede mine ting sammen og mærkede glæden. Glæden ved et vellykket arrangement, glade bloggere, søde forfattere og redaktører, gode sponsorer. Så tak. Af hjertet tak. Fordi I gad sponsorere eventet, komme til eventet, holde oplæg til eventet. Det var et halvt års arbejde værd, det var fantastisk!



Goddiebags og konkurrencepræmier var sponsoreret af
Gads ForlagTante TeCoolstuffForlaget BrændpunktForlaget CoboltHøst og Søn
Arnold BusckPeople's Press

Bloggernes indlæg om dagen
Bibliotekattens Bøger
Rikke Reads - youtube vlog

5 kommentarer:

  1. Det var så god en dag :)

    Men ja, det kunne have været rart med mere tid til smaltalk blogger imellem men ellers var det så godt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det husker jeg til næste gang ;)
      Tak fordi du kom :D

      Slet
  2. Søde Julie, det var SÅ fin en dag!
    Velplanlagt og med virkeligt solidt indhold.
    Tak fordi du inviterede mig med <3
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, søde Ditte <3
      Du skal være så velkommen en anden god gang ;)

      Slet